Friday, April 26, 2019

Bøger fra Max Rask


Forfatter: Max Rask
Titel: Oldemors historiske opskriftsbog
År: 2018
Forlag: mellemgaard
ISBN: 978-8-93692-44-2
Pris: Kr. 195,00 (P-bog) og Kr. 149,00 (e-bog)

Titel: Vognmanden fra Kværndrup
År: 2015
Forlag: mellemgaard
ISBN: 978-87-93366-49-7



Man kan med fordel købe Vognmanden fra Kværndrup (2015) og Oldemors historiske opskriftsbog (2018) sammen, idet Vognmanden fra Kværndrup ved flere lejligheder giver referencer til opskrifter i Oldemors historiske opskriftsbog.

Oldemors historiske opskriftsbog og Vognmanden fra Kværndrup tager læseren med på en rejse  i danskernes hverdagsliv fire generationer tilbage. I Vognmanden fra Kværndrup vender forfatteren blikket tilbage til 1920'erne til familien Larsen fra Kværndrup og det med tiden voksende entrepreneur firma, som forfatteren mindes.

Max Rask, som blandt andet er radiovært og journalist, giver igennem interviews, fotos og arkivarbejde et indblik i det tidlige tyvende århundredes hverdag med familie, arbejde og kønsroller. Han linker på en fin og hyggelig måde, som får læseren til at føle sig tættere på Max Rasks familie, de to bøger. For eksempel fortæller han i starten af Vognmanden fra Kværndrup om Lauras dejlige og populære kråsesuppe, som man kan finde opskriften på i Oldemors historiske opskriftsbog. 



Jeg måtte jo som en del af denne sjove oplevelse at samlæse og anmelde samtidig begge bøger, afprøve et par opskrifter, som Max Rask fortæller om. Jeg valgte derfor kråsesuppen og den berømte brunsviger. Kråsesuppen, som man kan finde på side 112 i Oldemors historiske opskriftsbog, og som forfatteren anbefaler at lave med gæs (Vognmanden fra Kværndrup. Side 15), er ganske fortræffelig. Man lægger hurtigt mærke til, at opskrifterne er præsenteret på samme måde, som sad man overfor sin bedstemor, og spugte hende, hvordan man laver retten. Vi er i dag vant til, at alt skal skæres ud i pap, så selv en høne forstår det, men jeg husker også, som bøgerne antyder, min mormor, som remsede en masse ingredienser op samt deres mængder med cirka anvisninger. Det er en af de sjove detaljer, som man oplever ved Oldemors historiske opskriftsbog og som gør det ekstra sjovt at bevæge sig ud i.

Idet forfatteren er fynbo, valgte jeg at afprøve brunsvigeropskriften (side 165). Man skal lige tænke et øjeblik, inden man rører det hele godt sammen 😉 Opskriften på fyldet skal naturligvis oven på brøddejen, inden det hele bages. Enhver, som har bare lidt erfaring med at bage, vil kunne regne den ud. Det er en dejlig opskrift, som varmt anbefales.

Begge bøger byder på mange fine, omend gamle, billeder, så læseren visuelt kan danne sig en billede af livet og personerne, som Max Rask fortæller om. I denne slags litteratur, hvor man netop stifter personlig bekendskab med mennesker og steder, er det fantastisk godt at kunne sætte ansigt personerne. Ofte i litteratur er vi nødsaget til at forestille os, hvordan folk ser ud, men her er det så fint, at Max Rask byder os indenfor, hvis man kan sige det sådan, og lader os komme nærmere på livet og personerne.

Jeg anbefaler, at man køber bøgerne sammen, og jeg giver Max Rask et skulderklap for det store arbejde han har lagt i bøgerne. Hvis jeg skulle give dem nogen kritik teknisk, så ville det være rent redigeringsmæssigt, at jeg mener, at forlaget kunne have gjort et bedre stykke arbejde, men det er ikke noget, som Max Rask kan kritiseres for.

Strukturen og fremgangsmåden i Oldemors historiske opskriftsbog er ganske fin, idet første halvdel af bogen giver baggrundsviden om livet for en dansk familie fra begyndelsen af det tyvende århundrede og frem til cirka 1970'erne. Anden del af bogen byder på oldemødrenes gode, gamle, danske opskrifter, som man næsten kan smage i første del af bogen, når forfatteren beskriver, hvordan familien samledes om dem.

Man får også hurtigt opfattelsen af, at vi i dag desværre har ofret familiesammenholdet for den hurtige livsstil, som vi i dag oplever. Disse bøger kan bringe os mentalt tilbage i tiden, så vi ikke glemmer denne tid.  Ved gennemlæsning af opskrifterne i Oldemors historiske opskrifter kommer jeg uvilkårlig til at tænke på min gamle, slidte Frøken Jensens kogebog, som oprindelig blev trykt i 1901. Det er en gammel hjælper i mit eget køkken, som jeg har haft stående på min bogreol i mange år. Det ville ikke forbavse mig, hvis Max Rasks oldemødre har haft et eksemplar af Frøken Jensens kogebog stående.

Bøgerne er tilgængelige i landets boghandlere og på www.mellemgaard.dk. Links til bøgerne ses øverst oppe på denne anmeldelse.

Af Karina Schmitt
Forlagschef
Sophie Publishing House, Inc.
Florida, USA
www.sophiepublishing.com



Thursday, April 25, 2019

Nornespind af Gert Maarløw Nicolaisen


Forfatter: Gert Maarløw Nicolaisen
Titel: Nornespind
År: 2018
Forlag: mellemgaard
ISBN: 978-87-93692-21-3


"Det grå æbletræs første beretning" står der med mellemstore bogstaver på forsiden af denne historiske roman. Dystre, violette nuancer spreder sig ud over forsiden. Jeg åbner spændt bogen og ser teksten på flappen:

Tøkk skulle dø! Så enkelt var det. Det skulle være nu, og Gudrid skulle selv være den, der sendte kællingen til Hels port med et langt rødt spor efter sig. Hun skulle spytte og danse på troldkvindens døde lig, sprætte hende op og fodre skrigende ravne i ugevis. Hovedet på hende skulle løftes på en stang og øjnene hænges om hendes hals.

Vikingefortællingen lægger ud med et snapshot fra Island, hvor kristendommen er begyndt at sprede sig, trods vikingeånden stadig præger folks adfærd. Snart bliver læseren taget på tur til Danmark, hvor krig, vold og brutalitet karakteriserer landet.

I løbet af bogens 395 sider hersker der ikke tvivl om, at Gert Maarløw Nicolaisen besidder en enorm baggrundsviden om vikingernes historie, kristendommens grundlæggelse i Danmark og Norden, Sagaerne og vikingernes vestlige ekspansion til Grønland. Hvis han ikke gjorde det, ville det simpelthen ikke være muligt at skrive denne så virkelighedsnære roman.

Igennem personerne, såsom den kristne Gudrid i kontrast med asadyrkeren Torfin, får læseren et spændende og dybdegående indblik i denne tids samfund og deres interaktion med hinanden. I Torfins verden i Hedeby i Danmark hersker der et brutalt helvede, og forfatteren lægger ikke fingre imellem, når han med et flot sprog beskriver scenerne hele bogen igennem, som her hvor han siger:

Kvinden og de skrigende unger fanges ind og drives bundne ad sted, men deres fars blod løber mellem gadens belægningsplanker og nedad mod havnen. Byen brænder nu ikke længere stedvist, men overalt! (27).

Forfatterens fine detaljer gør denne vikingefortælling fangende. Man føler næsten, at man bliver suget ind i bogens handling, hvilket for mig er usædvanligt. Jeg plejer at kunne distancere mig fra bogen, se objektivt på dens handling, men denne bog rev mig med ind i den. Det er en roman, som man ikke har lyst til at give slip på, og jeg håber at se flere af ligende høje kvalitet fra Gert Maarløw Nicolaisen.

Gert Maarløw Nicolaisen

Det er en fornøjelse at læse en roman, hvor seksuelle og lidenskablige scener er beskrevet med fornemme metaforer frem for det platte og sommetider direkte vulgære sprog, som ikke efterlader noget som helst til fantasien. Forfatteren er mester på det sproglige, ikke kun i ovenstående scener men også i krigs- og kampscener, der balancerer mellem billedsprog og hårde, brutale beskrivelser.

Bogens sprog bærer præg af forfatterens kendskab til ældre danske udtryk, hvilket gør den til en særlig oplevelse rent sprogligt.

Denne vikingeroman kommer oprigtigt langt omkring i Danmarkshistorien, hvor den blandt inddrager Harald Blåtand, Sven Tveskæg og Trelleborg på Sjælland. For de læsere, som har besøgt Trelleborg og kender til historierne om Harald Blåtand og Sven Tveskæg, kan de sikkert nikke genkendende til mange elementer i Nornespind, som trækker på historien. Forfatteren beskriver blandt anden kort Haralds personkarakteristik, der adskiller sig fra Svens, med ordene:

Harald havde år tilbage overladt hirden og flåden til Sven. Ikke mindst, fordi Sven brændte med hele sin barske natur for hirden og flåde, imens gamle Harald i langt højere grad var en politisk mand, der tænkte i magtbaser, alliancer, regering og i sidste ende velstand og blivende sport til eftertiden (274).

Af både fiktion, men også vikingefortælling, er Nornespind blandt de bedste, jeg til dags dato har læst. Gert Maarløw Nicolaisens Nornespind fangede mig fuldt ud lige så meget, som de opslugende romaner i Saga fra Valhalla af svenske Johanne Hildebrandt, hvorfra kan anbefales Freja (2009), Idun (2203) og Saga (2004)

Nornespind får derfor topkarakter.

Link: Nornespind er tilgængelig hos din boghandel og på Forlaget mellemgaards hjemmeside via linket her.



Af Karina Schmitt
Forlagschef
Sophie Publishing House, Inc.
Florida, USA










Sakuntala af Gert Maarløv Nikolajsen

Titel:                 Sakuntala Forfatter:         Gert Maarløv Nikolajsen Udgivelsesår:  2019 Forlag:              Forlaget mellemgaard...