HINKELEG
Af Julio Cortázar
Forlag: Skjødt Forlag
Sidetal: 490
ISBN: 978-87-92064-16-5
Oversættelse: Rigmor Kappel Schmidt
Original Titel: Rayuela
Original udgivelse: 1963
Land: Argentina
Indledningsvis
informeres læseren om bogens strukturelle inddeling. Bogens kapitler kan læses
enten 1) i almindelig rækkefølge fra 1 – 56, eller 2) labyrintisk ved at starte
med kapitel 73 og følge den anviste rækkefølge, som angives ved slutningen af
hvert kapitel. Det kan anbefales ikke at vælge blot den ene eller den anden
læsning, men at starte med 1 efterfulgt af 2 til trods for, at denne metode dog
betyder, at visse kapitler læses to gange. En bredere indsigt i bogens dybde
opnås ved denne læsetilgang.
Ved denne
læsetilgang introdukseres læseren til bogens hovedperson,
Horacio Oliveira, som er flyttet til Paris,
hvor han møder La Maga. Længe efter ser han tilbage på hans flugt fra sine indre dæmoner fra hans tidligere liv i Argentina i
1950erne. Han er fængslet i den opfattelse, at han er på gale veje i
livet og ser sig selv som en fiasko i en håbløs
kamp med hans egen valg og fravalg. Han spekulerer undertiden, hvilke
betydninger for hans liv det ville have, havde han truffet andre valg.
Oliveira har i årevis levet et nærmest nomadisk liv flakkende fra sted til sted og fra kvinde til kvinde i en konstant søgen efter hans egen identitet ude af stand til at indse roden til hans indre dæmoner. Alligevel nægter
han at acceptere sig selv om en fiasko selv om, han konfronteres med denne
kendsgerning i sit kæresteforhold til Maga, hvilket forfølger ham både i og efter
forholdet. Forholdet kompliceres med tilstedeværelsen af Magas baby, som er syg
og senere dør, hvorefter Oliveira og Magas veje skilles.
Bogens fortæller
vinkel pendulerer igennem flere kapitler fra første person til tredje person.
Gradvist overgår den i en længere periode i første del til primært at bestå af
dialoger, som forfatteren opfordre læseren til at udrede selv,
hvilket gør Hinkeleg til en litterær
rejse i filosofiske debatter, subjektets positionering af sig selv i forhold
til andre samt andres positionering af subjektet, foruden at være en kunst- og litteraturdebat. Den er et gigantisk, farvestrålende litterært billede af
hovedpersonens indre konflikter over en langvarig periode. Netop derfor
opfordrer jeg læseren til at følge den ovenstående anbefalede læsning, trods
genlæsning af nogle af kapitlerne. Læses den kun traditionelt, går læseren glip
af vigtige og dybe aspekter af dette fænomenale mesterværk.
Oliveiras indre
dæmoner, der som syrer ætser huller i alle hans forhold, hvad end der er tale
om venskaber eller de romantiske, plager ham livet igennem. Undertiden indser
han i småbidder hans uhelbredelige mistro, manglende empati og forståelse for
andre, men kun længe efter skaden er sket.
Hvordan kunne jeg ane, at det, der lignede en lodret
løgn, var sandt […], da madame Léonie læste i min hånd, […] ”Hun bærer på en lidelse. Hun har altid
lidt” (21).
Oliveira referer til Magas fortælling om mulatten Ireneo, som hun en aften beretter
om, og som Oliveira og deres ven, Gregorovius, ikke troede (185) var en
sandfærdig historie. Hans mangel på empati skildres blandt andet, da han og
Maga strejfer spørgsmålet om tilblivelsen af Rocamadour, Magas baby, som ikke
interesserer Oliveira, idet han ikke nærer kærlighed til hende men blot begær (53). Maga er heller ikke ivrig efter at fortælle om det (42-3), men gør det alligevel. Først flere år
efter igennem Talita, efter Oliveira er flyttet tilbage til Argentina, indser han med fortrydelse, at han var forelsket i Maga (411) og at det ikke blot var begær.
Hinkeleg hinker igennem hovedpersonens til tider meget bizarre tankegang, som Cortázar på genial vis demonstrerer i kapitel 34,
hvor læseren får intens indsigt i Oliveiras psykologiske komposition. Cortázar benytter sig af sproglige og typografiske eksperimenter, der beskriver, hvordan Oliveira oplever at læse en bog samtidig med, at hans
tænker flyver rundt i en diffus pærevælling. Ved første øjekast kan man
umiddelbart være tilbøjelig til at tænke, at der må være sket en
grufuld redaktions fejl i bogen eller at tro, at Oliveira er på stærke euforiserende stoffer, der totalt spiller puds med hans kognitive processer, idet
to historier parallelt fortælles i hver anden linje, som læseren tvinges til at
læse aktivt hver anden linje, som eksemplet (275) viser:
Jeg havde ikke været i Madrid siden
Gonzáles Bra
syltetøjsmad, og du så sad ved vinduet med
en rædsom
vos tid, og mine første indtryk af byen
var en behagelig
mammutroman i hånden, somme tider græd du
endda,
overraskelse. Jeg beundrede de smukke, nye
bydele med
ja, du græd, det kan du ikke benægte,
fordi nogen lige
god plads, de hurtige transportmidler, de
forskønnede
var blevet halshugget, og du klamrede dig
til mig og ville
Man indser dog hurtigt, at kapitlet skal
læses hver anden linje og dermed essentielt to gange, hvorved man får to
kapitler ud af kapitel 34: en indsigt i den bog, som Oliveira læser, og samtidig
hans flyvske tanker uden for hans læsoplevelse. På denne geniale litterære
facon at skrive på får læseren en knivskarp indsigt i Oliveiras komplekse
psykologiske komposition.
Hinkeleg er en multisproglig
identitetskonflikt roman, hvor kulturelle elementer, som den argentinske drink mate på forunderligvis får betydning i relation til
nationalidentiteten, som under overfladen fylder i romanen. Cortázar inviterer
læseren til kontekstuel tekstforståelse via dialogerne som hiver os med ud på
vandringer i verdenslitteraturen, politiske referencer, filosofi, kunst, kultur
og jazzmusik.
Titlen er så original, som
noget kan være, idet læseren sammen med bogens personer netop hinker sig
igennem historie, der strækker sig over lang tid.
Jeg skal ikke ødelægge det for læseren og
røbe alle bogens hemmeligheder, men Hinkeleg anbefales varmt. Skulle jeg give
den karakter, giver jeg den et rent 12-tal. Der hersker ingen tvivl om, at Hinkeleg er i topklassen af argentinsk
litteratur.
Bogen kan købes i din boghandel eller hos Saxo.dk her.
Anmeldt af Karina M. Schmitt


